Peter Pix tager sin violin ned fra væggen og begynder at spille en melankolsk melodi, så smuk, at han får tårer i øjnene. Billedet på væggen begynder at stortude. Stearinlyset græder, blomsterne græder, vandglasset løber over. Peter Pix stopper og kigger ned - opdager, at han står i vand til anklerne.